Tusinder af mennesker havde du fået ombord.
Tætpakket var du af mange børn og deres far og mor.
Der sad mennesker på dørken, på borde og bænke.
Der sad nogen overalt hvor man kunne en plads udtænke.

Du sejled gennem natten for at bringe redning til alle.
Mange foldede deres hænder for Guds hjælp at påkalde.
Men så pludselig af en russisk torpedo du får,
et voldsomt stort og smerteligt dybt dødeligt sår.

Og skrækken bredte sig straks rundt til alle sjæle.
Mange kunne af frygtsomhed næsten intet mæle.
Mange tog afsked og sagde tak til deres venner,
medens de kærligt knugede hinandens hænder.

Nogen blev reddet trods panikken der måtte råde,
for der var jo alt for få af dine redningsbåde.
Dog de fleste blev hos dig Gustloff tilbage,
og sammen med dig endte de deres dage.

Lysgeneratoren var stoppet, i mørket var der gråd.
Ingen kunne mere hjælpe med råd eller dåd.
Familiemedlemmer greb og knugede hinanden ind til sig
og hviskede: Jeg elsker dig, jeg elsker dig!

Men Gustloff, du store og godmodige skude,
du var døende og indså at alt håb nu var ude.
Du lagde dig på den ene side en kort stund
og satte så kursen nedad mod havets bund.

Der har du ligget i mange somre og mange vintre
rummende en ufattelig stor mængde sorg i dit indre.
Dine stålplader er nu rustne fra hæk og til bov.
                      Du ligger så stille
                  Wilhelm Gustloff