Coaching

  Coaching er blevet et mantra nu for tiden.
Det startede for ikke så mange år siden.
Coaching påstås at kunne resultater give.
Man mener at coaching er kommet for at blive.		 Kan en kvinde ikke tilfredsstillelse opnå,
selvom stodderen energisk høvler ovenpå,
så kan hun dog altid få hjælp af en ting,
og det er en gang liderlig expertcoaching.
 
  Og kan en stodder ikke få den op at stå,
så at hans smukke hustru lidt glæde kan få.
Så er det en coach der ham hjælpe kan,
så at han igen kan blive en rigtig mand.		 Choachere hjælper landets salgsdirektører,
til at genvinde selvtillid, så at salget kører.
Coachere hjælper gamle, unge, mænd og piger,
med at udløse de skjulte mentale energier.
 
  Kan coachere hjælpe vore  politikere med at styre
så vi kan undgå deres fejl, der altid er dyre?
Eller bør coachere indtage folketingets pladser?
for at genskabe glæde hos landets folkemasser.		 Send coachere ud til autister og psykisk syge.
Så vil dette originale og revolutionerende nye
forhindre at klienterne får heftige nedture,
og stoppe at autister hamrer hovederne ind i mure.
 
  Men det nyeste der netop nu over natten
er kommet  frem i hele coachingdebatten,
er selvcoaching, der virker som et klask i bagen,
hvis folk vil benytte det et par gange om dagen.		 Du skal hviske: Jeg tror jeg kan, jeg tror jeg kan!
Så ses resultaterne hos både direktør og landmand.
Ja, succeserne vil overalt tone frem her og nu,
og så kan du triumfere: Se jeg ku'!, se jeg ku'!
 
                              Klik her Akkurat som i historien om det søde lille lokomotiv
der havde både sorg og glæde i sit jernbaneliv.
Når toget havde nået toppen, sagde det: Ah-puh!
Se jeg ku', se jeg ku', se jeg ku', se jeg ku'!